16. december 2013

D R I K . Chaï





























Chaï er et ord fra hindi og betyder the. Men i den vestlige verden har det fået en lidt bredere betydning; jo vist er det the - helst sort-, men der er tilsat en masse krydderier og ofte også sukker og mælk. Chaï kommer i flere udgaver, men blandt de mest kendte er chaïthe og chaïlatte. For mange er chaïthe ikke noget man egentligt drikker og chaïlatte er noget pulver der kommer på dåse som man blander med mælk. Eller også giver man 35-40 kr for et glas chaïlatte på en café nede i latinerkvarteret. Det er som om romantikken er gået lidt af chaï'en - for hvor blev théen af? Og hvordan smager den når den ikke er tilberedt industrielt? Er det svært at lave selv?
Oprindeligt bliver Chaï Masala (Chaï Masala betyder the krydderiblanding) i Indien lavet ved at koge vand, mælk, sort the, sukker og hele krydderier sammen hvorefter man sier det. Det drikkes gerne af høje, slanke glas. Forskellige the-huse har deres egne blandinger, så ingen Chaï er ens. Derfor har man også ret fri tøjler når man skal prøve at lave Chaï selv. Kan du lide lakrids, så tilsæt mere anis, kan du lide den krydrede smag, kan du tilsætte mere kanel eller kardemomme. Ingefær er også lækkert at putte i og hvis man kan lide at den kradser lidt, kan man tilsætte peber. Man kan også prøve at søde Chaï'en med forskellige søde smagsgivere. Det kan være honning, sirup, muscovadosukker eller brun farin, men jeg ville ALDRIG bruge kunstige sødemidler her!
Andre krydderiidéer: vanilje, fennikel, muskatnød, koriander, lakridsrod, spidskommen, nelliker.






































Den Chaï jeg vil præsentere jer for er sød, krydret og varm i smagen. Det er en sirup propfyldt med smag som man blander i et glas varm mælk.

Chaïsirup:

15 hele kardemommefrø
15 hele nelliker
15 hele allehånde
½ muskatnød
40 cm kanelstang
8 hele stjerneanis
3-4 spsk sort, darjeeling, grøn eller earl grey the
200 g mørk muscovadosukker
5 dl vand

. Rist krydderierne i en gryde
. Mort krydderierne eller gør som jeg gjorde: put krydderierne ned i en pose og tryk den flad inden du binder knude. Put posen ned i en anden pose og tryk også den flad før du binder knude. Læg posen på gulvet, tag en kagerulle og slå løs indtil krydderierne er"gået i stykker". Pas på at du ikke slår poserne i stykker.
. Kog vand, sukker og krydderier sammen i 20 minutter og tilsæt derefter théen.
. Lad det simre i 15 minutter.
. Si sirupen og opbevar den i en rengjort flaske.






































Chaïlatte:

3 dl mælk
Chaïsirup

. Varm mælken op, men den må ikke koge. Hvis du kan lide skum, kan du piske lidt af mælken op når det bliver varmt.
. Hæld mælken i et højt glas og tilsæt sirup efter smag. Jeg bruger ca 4-6 spsk alt efter hvor stærk jeg har lyst til at den skal være.

Næste gang jeg laver denne sirup vil jeg helt sikkert prøve at putte noget ingefær i. Men jeg har på fornemmelsen, at man skal holde det rimeligt simpelt så man rigtigt får nuancerne med.

Til sommer kunne jeg forestille mig, at Iced Chaï Latte kunne blive et hit som alternativ til den populære Iced Coffee. Det skal i hvert fald prøves!

2 kommentarer:

Ida Ravn Homilius sagde ...

Hej Maja :) Jeg forsøger mig med din chai-sirup i dag :D

majahoejgaard sagde ...

Det lyder dejligt! Held og lykke. Jeg vil gerne høre hvordan det gik :)