7. december 2013

G R Ø N T . Tærte med spinat, laks og portobellosvampe


Tærte kan være noget af en oplevelse at spise, for det kan smage SÅ godt! Det kan desværre også være noget af en skuffelse, hvis den ikke er tilberedt ordentligt. Nogle gange er bunden våd og klistret, andre gange smager fyldet ikke af noget. Derfor har jeg et ret ambivalent forhold til tærte, for lige så lækkert det kan være, lige så ulækkert kan det være. Denne tærte smager godt himmelsk. Den fede, lækre svampesmag kombineret med den salte laks og den røgede bacon gør, at man bare må have et stykke til. Og et stykke med på madpakke. Og til frokost. Og skal vi ikke lave den igen i morgen? Den smager også godt kold, så hvis man har en lidt travl uge, er den fantastisk som en lækker rest til aftensmad eller på madpakken.
Nå. Enough talking - let's cook!

Tærtedej:

150 g hvedemel
150 g speltmel eller grahamsmel
½ tsk salt
150 g smør (jeg bruger det flydende bagesmør - så er det nemt at røre ud)
2 æggeblommer
3-4 spsk vand

. Kom mel og salt i en skål og bland det.
. Tilsæt smørret og rør det godt ud i melet.
. Tilsæt æg og lidt af vandet - du kan altid tilsætte mere vand hvis dejen ikke vil samle sig.
. Ælt så lidt som muligt. Saml dejen til en kugle og put den i køleskabet i ½ time.
. Smør et stort ildfast fad.
. Tryk dejen ud og prik huller i den med en gaffel.
. Forbag bunden i 10-15 minutter ved 200 grader.

Svampefyld:

500 g blandede svampe - portobellosvamp er god at bruge
2 store løg
2-3 fed hivdløg
Evt ½ chili

. Rens og skær svampene ud i mundrette stykker.
. Hak løg, hvidløg og chili.
. Steg svampene ved højeste temperatur i en gryde uden fedtstof. I starten kan svampene godt sidde en smule fast i bunden, men rør godt og om to sekunder vil svampene begynde at væde, og så sidder de ikke fast mere.
. Steg svampene til væden er væk og tilsæt løg og hvidløg og evt chili.
. Steg til løgene er blevet gennemsigtige og tag gryden af varmen.
. Hvis der er mere væde tilbage, så hæld det fra. vådere fyldet er, desto vådere bliver bunden!

Spinatfyld:

Ca 500 g hakket spinat
500 g hytteost
4 æg
1 tsk timian - tilsæt gerne andre krydderier efter smag
½ tsk salt
Peber
Hvis du har en rest feta som du skal have brugt, er den også lækker at putte i i små stykker.

. Hvis du, ligesom jeg, bruger frossen spinat, så tø den op og si væden fra.
. Bland alle ingredienserne godt.

Tærten:

1-2 laksefileter
1 pakke kalkunbacon (eller almindelig bacon)

. Har du forbagt bunden? Godt.
. Først skal du putte svampeblandingen i. Fordel den jævnt over hele bunden.
. Dernæst skal du fordele spinatblandingen godt over det hele. Det er den der binder tærten sammen, fordi der er æg og hytteost i.
. Til sidst skærer du laksen og baconen ud i tern og fordeler det hen over spinaten.
. Sæt tærten i ovnen i 30-45 minutter ved 200 grader. Du ved at den er færdig når den er blevet gylden og der ikke er så meget væde ved den.

Det fede ved tærte er, at man kan freestyle helt vildt. Man skal bare bruge hovedet lidt og sørge for at ingredienserne ikke er for våde - derfor er det en god idé - ligesom i denne tærte - at stege grøntsagerne først. Næste gang jeg skal lave tærte, tror jeg det skal være en løgtærte. Eller en porretærte. Eller en tomattærte.

Jeg glæder mig allerede.

Ingen kommentarer: