15. april 2014

K A G E . Tarte au citron


Første gang jeg smagte Tarte au Citron, eller Citrontærte, som det så fladt hedder på dansk, var på en interrailtur med start i Berlin, ned gennem Frankrig for, til sidst, at ende på Italiens vestkyst. I Paris tog vi en tur op på Montmatre og da vi sad der og kiggede ud over byen, tog jeg min første bid af en Ægte Fransk Citrontærte og et smil bredte sig fra øre til øre. Sjældent har jeg smagt noget så dejligt himmelsk!
Jeg ledte længe efter en substitut og har afprøvet flere forskellige opskrifter og justeret til og fra. Og denne her er bedst.

. Tærtedej
150 g mandler
50 g rørsukker
Revet skal og saft af en citron
130 g hvedemel
85 g smør

. Fyld
4 æg
2 dl rørsukker
Revet skal og saft af 2 citroner

. Syltet citron
1 dl vand
1½ dl rørsukker
1 citron i tynde skiver

. Hak mandler, sukker og citronskal fint - jeg bruger en minihakker.
. Bland det med citronsaft, mel og smør og saml det til en dej - tilsæt evt mere citronsaft, hvis dejen er for tør.
. Tryk dejen ud i en smurt tærteform og prik bunden med en gaffel.
. Bag den i ovnen ved ca 175 grader i 13-15 minutter.

. Pisk æg og sukker sammen til det bliver lysere.
. Vend citronskal og -saft ned i æggesnapsen.
. Hæld blandingen i tærtebunden og bag videre i ca 20 minutter, til kagen er blevet gylden.

Hvis jeg bare bager til mig selv og min familie, stopper jeg som regel her. Men hvis jeg får gæster og skal imponere lidt, så laver jeg nogle fine skiver syltet citron, som jeg pynter kagen med - og citronerne kan selvfølgelig spises!

. Bring vand og sukker i kog.
. Lad citronskiverne simre med til de bliver gennemsigtige.
. Tag citronskiverne op og kog lagen ind til en sirup.
. Pynt den afkølede tærte med citronskiverne og hæld sirupen over kagen.

2 kommentarer:

melissa sagde ...

This looks so good!
M

majahoejgaard sagde ...

Thank you. It is good! Try it and let me know what you think.