1. oktober 2014

G R Ø N T . Indisk spinatcurry med kylling


En af de første retter min svigerfar serverede for mig, var denne indiske spinatcurry. Den blev serveret med mangochutney, brune ris og god vin til. Den blev hurtigt en af mine favoritter. Den smager simpelthen så skønt. Og så er den sund og meget kaloriefattig (afhængigt af hvor generøs man er med fløden, selvfølgelig). Inden han serverede den for mig, havde jeg aldrig spist en 'rigtig' curry før. For mig var 'curry', eller 'karry', et gult, kvalmt krydderi som jeg forbandt med "gode, gamle danske retter" som 'boller i karry' eller 'karrysalat'. Mine øjne blev åbnet for curry'ens verden og jeg forstod, at curry ikke kun behøver at være kvalmt; det kan også være ens betydende med et hus fyldt med eksotiske dufte fra alverdens krydderier - og det er jo netop det, curry er: en krydderiblanding. Heri er der brugt 'garam masala', et elsket, indisk krydderi, men jeg er sikker på, at retten også smager godt med andre (indiske) krydderiblandinger.
Forresten, så lad være med at købe 'garam masala' - det er ligesom at købe den gule karry. Lav den selv; det er nemt og tager ingen tid. Måske kommer jeg med en opskrift på en garam masala på et tidspunkt; indtil da, kan du slå den op på google.

2-3 store løg
12 fed (et helt) hvidløg
5-10 cm ingefær - være gerne generøs
Olivenolie
2 tsk rørsukker
Lidt mælk
4 kyllingebryster i mundrette tern
450-600 g hakket spinat ( helbladet er ikke lige så lækkert)
1 chili
2-3 tsk garam masala
1 dåse hakkede tomater
1 dl fløde (hvis det er lørdag, bruger vi 2,5 dl)
Citronsaft
Salt og peber

Ris eller perlespelt
Mangochutney

. Hak løg, hvidløg og ingefær fint og svits det i olivenolie i en stor gryde. Jeg bruger min minihakker; det går hurtigere.
. Tilsæt sukkeret og svits til løgene er gennemsigtige. Tilsæt lidt mælk og rør godt rundt.
. Tilsæt kyllingen og svits videre til kyllingen er blevet hvid og tilsæt så garam masala.
. Herefter skal du tilsætte resten af ingredienserne og smage retten til med citronsaft og salt og peber.
. Curry'en har kun godt af at simre, men kan også spises med det samme.

. Jeg synes, at mangochutneyen sætter prikken over i'et i denne ret, men jeg kunne forestille mig, at syltede tomater eller andre chutneys også kunne gøre det.

2 kommentarer:

Sstrom sagde ...

Den er jo absurd lækker ud!

majahoejgaard sagde ...

Tak. Det er også en af mine favoritter :)