Viser opslag med etiketten småkage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten småkage. Vis alle opslag

15. januar 2014

K A G E . Chocolate Chip Cookies


Jeg er ikke så vild med småkager. Jeg synes ofte de bliver tørre og kedelige. Men cookies er en helt anden sag. Specielt disse overdådige Chocolate Chip Cookies! Her får du fuld værdi for pengene - både når det kommer til lækkerhed og syndighed.
Hvis noget bliver lavet mere end een gang i mit køkken, kan man godt være sikker på, at det er lig med et kvalitetsstempel - og de her, er altså blevet lavet mange gange og er blevet godkendt både af venner, kollegaer og familie.
Bag og æd!

2 æg
1 tsk god vaniljesukker
150 g smeltet smør
60 g sukker
320 g brun farin eller muscovadosukker for en mere krydret smag
7 dl havregryn
3 dl hvedemel
et nip salt
1 tsk bagepulver
200 g god, mørk chokolade
mindst 100 g hasselnødder

. Pisk æggene luftige og bland dem sammen med havregryn.
. Bland smør, vaniljesukker, brun farin og sukker og bland massen sammen med havregrynmassen.
. Bland mel, bagepulver og salt og ælt det i sukkermassen lidt ad gangen.
. Hak chokoladen i grove tern og ælt det i dejen sammen med de hele hasselnødder.
. Læg spiseskefulde store klatter på bagepapir og tryk dem en smule flade. Sørg for at der er god afstand imellem, da de flyder meget ud.
. Bag dem ved 180 grader i ca. 12 minutter, men hold øje med dem undervejs. Ovne er meget forskellige.
. Lad kagerne køle af på pladen - flyt endelig ikke på dem, da de er meget skøbelige når de ikke er helt afkølede.
. Opbevar dem i en dåse.
. De er bedst hvis de er sprøde i kanten og en smule seje i midten. Mmmm..

4. november 2013

K A G E . Mocca Makroner





Jeg elsker at bage. Og jeg elsker specielt at prøve nye opskrifter af, for det er så fedt at se, om de tanker jeg havde lykkeds. Denne opskrift på Mocca Makroner har jeg villet afprøve længe. Makronerne bliver sprøde, søde, chokoladerige og med en dejlig mild smag af kaffe. Prøv dem!

150 g mandler
100 g mørk chokolade
3 æggehvider
200 g sukker
1 spsk kold, stærk kaffe

. Mal mandlerne. Jeg bruger en minihakker - den er perfekt i størrelsen, så når man bor småt, som jeg gør, optager den ikke for meget plads.
. Bryg en god stærk kaffe. Tag en spiseskefuld fra til afkøling og drik ellers en kop mens du pisker æggehviderne.
. Pisk æggehviderne stive og pisk derefter sukker i, en teske ad gangen, til du får en flot, fyldig marengs. Min marengs blev så tyk, at den klatrede op af piskeren! Det tog mig ca 10 minutter, men det kan tage kortere eller længere tid alt efter hvor stærk din elpisker er.
. Smelt chokoladen over vandbad, og lad den køle lidt af.
. Vend mandler, chokolade og kaffe grundigt rundt i hviderne, til massen er ensartet.

. Sæt klatter med en teske på bagepapir, og flad dem lidt ud, så de bliver fine og runde.
. Bag makronerne ved 150 grader i ca 30 minutter. De skal være faste for at være færdige.
. Lad dem køle af på bagepladen og opbevar dem derefter i en tætsluttende dåse.