Viser opslag med etiketten DRIK. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten DRIK. Vis alle opslag

11. april 2016

D R I K . Matcha Latte & saltede mandler med frisk rosmarin


Livet på Bornholm er skønt; her er sindssygt smuk natur, en helt anden ro end jeg finder andre steder. Her er ikke alle mulige tilbud man kan blive fristet og forstyrret af. Dog kan jeg nogle gange godt bare savne, at sidde på en café og drikke en rigtig god kop kaffe i et par timer.. Eksempelvis hvis jeg skal læse lange tekster i forbindelse med mit studie.
Men hvis jeg ikke kan komme til caféen, må caféen komme til mig. Jeg har længe haft lyst til at afprøve Matcha Latte, da jeg er en stor tilhænger af Matcha Is. Jeg bestilte matchateen over nettet og til min store forbløffelse glæde, kom pakken til mig dagen efter. Tak gls! Håber I har det godt 'ovre', som man siger på bornholmsk.

. Matcha Latte
1 tsk matcha tepulver med top
0,5 dl kogt vand, kølet ned til ca 75 grader
2 tsk honning
2,5 dl varm mælk

. Pisk matchateen sammen med vandet, til teen skummer let.
. Varm mælken op og pisk den eventuelt for en mere cremet latte.
. Bland honningen i mælken - dette kan selvfølgelig udelades, hvis du ikke er til en sød latte.
. Hæld matchateen i et smukt glas eller krus og hæld mælken over og servér den straks.

Det er vigtigt, at hverken vandet eller mælken er for varm, da teen ellers vil smage bitter.

. Saltede mandler med frisk rosmarin
130 g fint salt
3-4 kviste frisk rosmarin
½ liter kogende vand
200 g mandler

. Skyl rosmarinen og rip bladene fra kvisten.
. Blend rosmarinbladene med saltet - jeg brugte en kaffekværn, men andet kan sikkert også gøre det.
. Opløs rosmarinsaltet i kogende vand og lad mandlerne trække i opløsningen i 30 minutter.
. Fordel mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir og rist mandlerne i en forvarmet ovn ved 160 grader i 15-20 minutter. Hold øje med den undervejs.
. Mandlerne er færdige når de begynder at dufte af ristede nødder.
. Lad mandlerne køle helt af før du sætter tænderne i dem, da de først bliver sprøde når de er helt afkølede.
. Opbevar dem gerne i en lufttæt beholder.

Mandlerne kommer ikke til at smage gennemtrængende af rosmarin, selvom rosmarinen virker meget kraftig under tilberedningen. I stedet lægger rosmarinen sig bare som en fin note, man en gang imellem lægger mærke til, hvilket jeg synes er meget lækkert.

27. september 2015

D R I K . Mangolassi med gurkemeje og ingefær


Nogle morgener har jeg ikke rigtig lyst til morgenmad, men et eller andet skal jeg jo have ned. Her er en lassi det helt perfekte for mig, da den indeholder en masse sunde sager, men skal drikkes. Så føles det ikke så 'mad-agtigt'. Lassi kan varieres i det uendelige, så i virkeligheden er det bare at blende noget frugt med lidt yoghurt og smage til - så har du den skønneste læskende drik.
Denne version er med mango og banan for at trække sommeren lidt ud ... og så er jeg selvfølgelig godt klar over, at vi hopper ind i oktober in a sec, så lidt power i form af ingefær, citron og gurkemeje skal der også til! -ja, altså ud over, at det giver en smadder skøn smag.

1 banan
1 mango
1 citron, presset
1 tsk revet ingefær
2 dl yoghurt naturel
Dadler
Ren vaniljepulver
Gurkemeje

. Skyl, skræl, skær - orden alle ingredienserne, så de er lige til at smide i blenderen.
. Start med at blende yoghurt, banan, mango, citronsaft og ingefær sammen.
. Smag til med de resterende ingredienser og justér eventuelt lidt på konsistensen med vand.
. Stil lassien på køl til den skal serveres - den smager bedst iskold!
. Server i høje, smukke glas med sugerør i.

Velbekomme.

28. februar 2015

D R I K . Kilde til styrke

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ovenpå et mildest talt vildt døgn havde jeg brug for noget at styrke mig på, da jeg kom hjem. Min kæreste valgte at tage i byen og styrke sig på øl i sin 'mandeklub' mens jeg valgte en anden vej; juice.   I   A M   I N   L O V E .
Denne lille lækre sag indeholder grøntsager jeg sjældent kunne få ned rå (jo ok, spinat kunne jeg godt), men alligevel fungerer de vildt godt sammen i juice. Vi snakker spinat og knoldselleri. To super cool grøntsager med hver deres smagsnuancer - både i rå og tilberedt stand, men i juice får de altså en helt ny dimension koblet på, som jeg ikke lige havde set komme. Det skal ikke forklares. Det skal prøves.

½ agurk
2 lime
En kvart knoldselleri, lidt mere hvis du tør
2-3 æbler
6-8 frosne spinatkugler
 
. Rens agurk, knoldselleri og æbler og skær det ud i passende stykker.
. Pres lime og kør det hele igennem juiceren. Hvis ikke du ejer en juicer, kan du blende det hele sammen, evt tilsætte ½ dl vand og derefter sigte massen sådan, at du får skilt pulpen fra juicen - eller drikke det som det er, som en smoothie.
. Nyd juicen mens den endnu er kølig fra den frosne spinat.
 
Alt efter hvor hardcore en juicer man er, kan man selvfølgelig skrue op og ned for grøntsager og frugt. Men denne her kan alle være med på.
 
Ha' en dejlig weekend.

2. februar 2015

D R I K . Ingefærshot


Hver morgen starter jeg dagen med at drikke et stort glas koldt vand. Kroppen er dehydreret efter at have sovet, så jeg finder det dejligt forfriskende og faktisk mere opfriskende end kaffe, som mange foretrækker om morgenen. Men nogle gange trænger kroppen til et ekstra spark i røven, så derfor er jeg begyndt at lave ingefærshots på min slowjuicer.
Ingefær er rigtig sundt, da det indeholder mange antioxidanter som nedbryder inflammation i kroppen. Jeg drikker det som et værn mod forkølelse og generelt for at booste mit immunforsvar.
Og så smager ingefær bare vildt godt.
Her har jeg blandet det op med æble, men mange andre frugter kan også bruges.

5-10 cm ingefær alt efter hvor stærk den skal være
2 æbler - eller æblejuice (ikke fra koncentrat)
Evt saften 1 citron

. Hvis du som jeg har en juicer, så er det ret ligetil; skrab skrællen af ingefær og skær den og æblerne i passende stykker og kør den igennem juiceren sammen med citronsaften.
. Hvis ikke du har en juicer, kan du blende ingefær ned i et glas æblejuice sammen med citronsaften.
. Drik det gerne afkølet.
. Dit ingefærshot kan sagtens holde sig et par dage i køleskabet i en lufttæt beholder.

21. september 2014

D R I K . Agua Fresca med jordbær og citronverbena


Agua Fresca betyder 'frisk vand' på spansk. Det består i sin enkelthed af vand, frugt og sukker, men kan, som jeg har gjort, også spices up med mange andre ingredienser for en varieret oplevelse.
Jeg er rigtig glad for sommerens jordbær, så nu, da efteråret for alvor er på vej, tænkte jeg, at jeg måtte finde en måde at få lidt sommer på - om efteråret.
Ude i mit højbed har jeg en rigtig stor og flot citronverbena. Den er ikke så kendt - selv stavekontrollen vil ikke kende sig ved den, men det er en rigtig dejlig krydderurt. Den dufter intenst af søde citroner og kan fint erstatte citronmelisse eller mynte.
Jeg kunne sagtens finde på at servere min Agua Fresca som sodavand med danskvand i eller bruge den til drinks med lidt hvid rom i.

5 dl vand
400 g (frosne) jordbær
Saft af 1 lime
½ stang vanilje
4 kviste mynte
4 kviste citronverbena
1-2 spsk sukker

Jeg har købt en hurom slowjuicer, så derfor bruger jeg den, men man kan sagtens lave det uden:

. Blend alle ingredienserne og si den.
. Smag den til - mangler den mere sukker? Syre?
. Servers afkølet.

19. april 2014

D R I K . Red Velvet Juice


Jeg er virkelig blevet glad for juice! Så meget, at jeg er gået på intens jagt efter en Slow Juicer, hvilket har resulteret i, at jeg har forelsket mig hovedkulds i en lækker sag fra Hurum. Men den er dyr, så indtil da, må jeg klare mig sådan som jeg har gjort indtil videre; ved at blende og presse det gennem en finmasket si (skal vi lige snakke gammeldags metoder?!).
Jeg kan ikke stå for farven i denne juice. Den er helt mørk og fløjlsagtig - sindssygt sexet. Og det samme er smagen.

200 g rødbede
100 g ingefær
2-3 appelsiner
1 citron
250 g frosne jordbær

. Pres appelsinerne og citronen.
. Skræl ingefær og rødbede og skær det i mindre stykker, så blenderen kan klare jobbet.
. Blend citrusjuicen sammen med ingefær, rødbede og jordbær og passér det hele igennem en finmasket si.
. Drik juicen med det samme, da den er dejlig kold og har flest vitaminer og mineraler i sig når den er friskpresset.

1. februar 2014

D R I K . Den Brune Smoothie







































Jeg sad i lang tid og funderede over hvad jeg skulle kalde denne smoothie; skulle den hedde "Slamsmoothie" fordi den ligner .. slam? Skulle den hedde "Skindet bedrager smoothie" fordi den er så grim men smager så godt? Kært barn har mange navne, som man siger, og den smager altså godt! Så valget faldt på det den er; "Den brune smoothie". Det fik jeg forresten også lige redigeret ned fra "Den lortebrune smoothie" - og det var vidst meget godt.
Denne smoothie minder meget om min Army Smoothie, men er lidt grimmere og med lidt flere ingredienser. Den smager fantastisk og kan selvfølgelig varieres ud i det uendelige med hvad man nu lige har i sit køkken.

Saften fra 3 appelsiner
2 store spsk kogte hindbær
3-5 cm ingefær
Saften fra en lime
1 banan
6 klumper frossen spinat
1 kiwi med skræl
½ æble
1/4 mango uden skræl
Evt Apollinaris eller vand og isterninger til at fortynde med

På hindbærposen står der som regel, at man skal huske at koge bærrene før brug, så for at gøre livet let for mig selv, koger jeg en pose hindbær ad gangen og opbevarer dem på køl i en lufttæt boks. På den måde har jeg altid lige lidt hindbær ved hånden enten til smoothies eller på grød eller hvad jeg nu finder på.

. Skræl ingefær og blend det sammen med hindbær og appelsinsaft.
. Si hindbærkernerne og ingefærtrådene fra.
. Skræl banan og mango og vask kiwien grundigt. Det kan være en god idé at skære enderne af kiwien, men lad ellers skrællen sidde, for det er deri det sundeste sidder.
. Blend det sammen med resten af ingredienserne og smag til.
. Hvis din smoothie er blevet for tyk, kan du, når den serveres, fortynde den lidt med vand - her kan mælk og yoghurt absolut ikke anbefales!
. Hvis du får gæster og gerne vil servere en lidt smukkere smoothie, kan du udelade spinaten. Den er udelukket med fordi den er så pokkers sund!

29. januar 2014

D R I K . Army Smoothie







































Det er ikke hver dag jeg når at lave smoothie, men gid det var, for det smager så afsindigt godt. Det er også en dejlig måde af få nogle flere grøntsager proppet ind i systemet på. Her har jeg brugt spinat - både på grund af farven, men også fordi det er så sundt. Faktisk er de bedre at bruge frossen spinat end frisk, da den nænsomme nedfrysning gør, at flere næringsstoffer er bevaret. Ofte når frisk spinat at ligge længe i plastikposen inden det bliver brugt - og dermed går en del af næringsstofferne tabt. Desuden er det så nemt med frossen spinat, for det bliver frosset ned i små kugler - så står man ikke og bakser med en hel klump, men kan bare tage den mængde man skal bruge.
Denne smoothie skulle egentligt have haft en flot græsgrøn farve, men så tabte puttede jeg to hindbær ned i blandingen og dermed var Armysmoothie skabt. Hvis du ikke er så vild med den armygrønne farve, lader du selvfølgelig bare være med at putte hindbær i.

Saften fra 2-3 appelsiner
1 banan
1 kiwi med skræl
Saften fra ½ lime
½ æble
1 hindbær
3-4 klumper frossen spinat
Evt Apollinaris eller vand

. Pres appelsinerne.
. Skræl bananen og vask kiwien grundigt. Det kan være en god idé at skære enderne af kiwien, men lad ellers skrællen sidde, for det er deri det sundeste sidder.
. Skær kernehuset ud af æblet og skær det i tern.
. Blend det sammen med resten af ingredienserne og smag til.
. Hvis din smoothie er blevet for tyk, kan du, når den serveres, fortynde den lidt med vand.






































Her har jeg fortyndet den lidt med Apollinaris - det giver et flot luksuriøst udtryk til hvis man fx har gæster - men den skal serveres straks, så skummet ikke når at lægge sig!

16. december 2013

D R I K . Chaï





























Chaï er et ord fra hindi og betyder the. Men i den vestlige verden har det fået en lidt bredere betydning; jo vist er det the - helst sort-, men der er tilsat en masse krydderier og ofte også sukker og mælk. Chaï kommer i flere udgaver, men blandt de mest kendte er chaïthe og chaïlatte. For mange er chaïthe ikke noget man egentligt drikker og chaïlatte er noget pulver der kommer på dåse som man blander med mælk. Eller også giver man 35-40 kr for et glas chaïlatte på en café nede i latinerkvarteret. Det er som om romantikken er gået lidt af chaï'en - for hvor blev théen af? Og hvordan smager den når den ikke er tilberedt industrielt? Er det svært at lave selv?
Oprindeligt bliver Chaï Masala (Chaï Masala betyder the krydderiblanding) i Indien lavet ved at koge vand, mælk, sort the, sukker og hele krydderier sammen hvorefter man sier det. Det drikkes gerne af høje, slanke glas. Forskellige the-huse har deres egne blandinger, så ingen Chaï er ens. Derfor har man også ret fri tøjler når man skal prøve at lave Chaï selv. Kan du lide lakrids, så tilsæt mere anis, kan du lide den krydrede smag, kan du tilsætte mere kanel eller kardemomme. Ingefær er også lækkert at putte i og hvis man kan lide at den kradser lidt, kan man tilsætte peber. Man kan også prøve at søde Chaï'en med forskellige søde smagsgivere. Det kan være honning, sirup, muscovadosukker eller brun farin, men jeg ville ALDRIG bruge kunstige sødemidler her!
Andre krydderiidéer: vanilje, fennikel, muskatnød, koriander, lakridsrod, spidskommen, nelliker.






































Den Chaï jeg vil præsentere jer for er sød, krydret og varm i smagen. Det er en sirup propfyldt med smag som man blander i et glas varm mælk.

Chaïsirup:

15 hele kardemommefrø
15 hele nelliker
15 hele allehånde
½ muskatnød
40 cm kanelstang
8 hele stjerneanis
3-4 spsk sort, darjeeling, grøn eller earl grey the
200 g mørk muscovadosukker
5 dl vand

. Rist krydderierne i en gryde
. Mort krydderierne eller gør som jeg gjorde: put krydderierne ned i en pose og tryk den flad inden du binder knude. Put posen ned i en anden pose og tryk også den flad før du binder knude. Læg posen på gulvet, tag en kagerulle og slå løs indtil krydderierne er"gået i stykker". Pas på at du ikke slår poserne i stykker.
. Kog vand, sukker og krydderier sammen i 20 minutter og tilsæt derefter théen.
. Lad det simre i 15 minutter.
. Si sirupen og opbevar den i en rengjort flaske.






































Chaïlatte:

3 dl mælk
Chaïsirup

. Varm mælken op, men den må ikke koge. Hvis du kan lide skum, kan du piske lidt af mælken op når det bliver varmt.
. Hæld mælken i et højt glas og tilsæt sirup efter smag. Jeg bruger ca 4-6 spsk alt efter hvor stærk jeg har lyst til at den skal være.

Næste gang jeg laver denne sirup vil jeg helt sikkert prøve at putte noget ingefær i. Men jeg har på fornemmelsen, at man skal holde det rimeligt simpelt så man rigtigt får nuancerne med.

Til sommer kunne jeg forestille mig, at Iced Chaï Latte kunne blive et hit som alternativ til den populære Iced Coffee. Det skal i hvert fald prøves!

18. november 2013

D R I K . Varm kanelkakao på mandelmælk


En rigtig god aften er for mig en kakaoaften. Og kakaoen skal være hjemmelavet. Og den skal være krydret. For leden købte jeg mandelmælk og soyamælk af ren nysgerrighed, da jeg tænkte, at det kunne være sjovt at udforske de to mælkevarianter. Derfor endte jeg med at lave denne varme, krydrede mandelmælkskakao med lidt kanel, vanilje og chili i. Om man kan lide mandelmælk er 100 % en smagssag, så derfor vil jeg anbefale at man skifter mandelmælken ud med almindelig mælk, hvis ikke man bryder sig om det.

Til en stor kop kakao:

1 spsk ren kakaopulver med top
1 spsk sukker - evt med top hvis man er til meget sød kakao - den kan altid sødes lidt mere senere
1 knivspids stødt kanel
1 knivspids knust, tørret chili
1/4 tsk ren vanilje (vaniljepulver, ikke vaniljesukker)
3 dl mandelmælk eller almindelig mælk

. Rør de tørre ingredienser sammen i en gryde.
. Hæld mælken i lidt ad gangen, så du først får en tyk kakaomasse som derefter fortyndes lidt efter lidt. På den måde undgår du klumper.
. Varm kakaoen igennem - men den må aldrig komme til at koge!
. Pak dig ind i lune tæpper, sæt dig med en god bog og nyd din varme, krydrede kakao.

5. november 2013

D R I K . Ingefærsmoothie







































Jeg elsker ingefær! Alt hvad der indeholder ingefær er per definition lækkert, hvis du spørger mig. Ingefærkager, wok med ingefær, ingefærøl, you name it. Derfor er denne ingefærsmoothie et personligt hit, da den smager dejligt af sommer med et sundt twist.

1 pose frosne jordbær
3-5 dl friskpresset appelsinjuice eller 3-5 dl juice fra karton (se om du kan få juice som ikke er fra koncentrat)
3-5 cm ingefær - eller så meget som du har lyst til

. Blend juicen og jordbærene sammen til det har den ønskede konsistens.
. Skrab skallen af ingefæren og blend den op i. Du kan evt lade være med at putte det hele i med det samme, og smage dig frem i stedet.
. Hvis du ikke kan lide kornene fra jordbærrene, kan du si din smoothie. Pres evt smoothien igennem sien med en spiseske.
. Servér smukt i vinglas.