Viser opslag med etiketten kakao. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kakao. Vis alle opslag

31. december 2014

K A G E . Tiramisu

   // HAPPY NEW YEAR // HAPPY NEW YEAR // HAPPY NEW YEAR // HAPPY NEW YEAR // HAPPY NEW YEAR //

I anledningen af årsskiftet, vil jeg vise jer, hvad min kæreste og jeg skal have til dessert. Valget stod mellem min fantastiske chokolademousse, som jeg nok skal vise jer en anden gang, og tiramisu. Vi skal have sushi til hovedret, så valget faldt på tiramisu, da vi syntes, at det godt kunne lyde en smule japansk trods dets italienske rødder.
Jeg har fået mange forskellige tiramisuer gennem årene og det er bestemt ikke alle som har været vellykkede! Specielt færdigkøbte tiramisuer er forfærdelige, men også isversioner og tiramisu som en fast kage er ikke lige min smag.
Til gengæld er min mors tiramisu helt fantastisk. Hun fik opskriften af en kollega som var gift med en italiener og opskriften er nedarvet gennem generationer. En anden fantastisk tiramisu, jeg har smagt, er den sommertiramisu, jeg fik på en interrailtur i Italien. I stedet for kaffe og masala, var der mosede jordbær og ferskener i og frugtsaften fungerede som kaffen.

Nok om det. Her kommer min helt egen version af tiramisu - den klassiske vel at mærke.

6 æg delt i blommer og hvider i hver sin skål
6 spsk sukker
500 g mascarpone
1 pk Ladyfingers
Stærk kaffe
Marsala eller anden portvin
Kakao

. Bryg en stærk kaffe og smag til med marsala.
. Pisk blommerne med 3 spsk sukker til blommerne er hvide og stive og sukkeret ikke knaser når du smager.
. Pisk mascarponen i - det gør ikke noget, at der er små klumper i.
. Gør piskerne grundigt rene og tør dem af - der må ikke sidde hverken blommer eller vand tilbage på dem.
. Pisk hviderne stive mens du putter 1 spsk sukker i én ad gangen. Der skal 3 spsk sukker i, i alt.
. Vend hviderne i mascarponecremen. Vær forsigtig, da du kan risikere at slå luften ud af hviderne og dermed få en meget flydende creme. Vend hellere for lidt end for meget - hvideklumper gør ingenting.
. Nu skal tiramisuen fordeles op i et smukt glas(fad) i lag. Start med et lag creme.
. Vend nu en ladyfinger i kaffen. Det kan virke som om, din ladyfinger ikke er gennemvædet, men det gør ingenting - kaffen skal nok fordele sig i den, når tiramisuen trækker. Dæk et lag med ladyfingers og fordel endnu et lag creme ovenpå. Fortsæt sådan.
. Nå alt cremen er fordelt, stille du din tiramisu på køl i 4-8 timer.
. Lige inden den skal serveres, kan du med en lille si, si lidt kakao over. Det giver et let bittert modspil til den søde kage.

Personligt synes jeg, at kagen er så smuk i sig selv, at den ikke behøver yderligere pynt, men måske kunne man godt drysse med en smule spiseligt bladsølv (kan købes i specialbutikker) i anledningen af nytåret.
På billedet har jeg portionsanrettet tiramisuen. Der er altså et eller andet over at få sin helt egen.

Glædeligt nytår!

3. oktober 2014

K A G E . Dadelkugler


Jeg har haft en sød tand lige så længe som jeg kan huske. Da jeg var lille, var min største drøm, at blive konditor, så allerede fra barnsben har jeg brugt meget tid i køkkenet for at eksperimentere med forskellige opskrifter på (hovedsageligt) søde sager. Min interesse har senere bredt sig til resten af køkkenet, men i mit hjerte er det altid chokoladen der vinder. Derfor har jeg lavet disse skønne dadelkugler som man kan kombinere på rigtig mange måder alt efter humør og temperament.

175 g udstenede dadler (ca 12 stk)
65 g mandler
15 g kokos
1 spsk kakao
½ stang vanilje

Du kan enten vælge, at holde dem klassiske eller tilsætte smag:

Saft + skal af en økologisk appelsin
Pebermynteolie
Mere kakao
Grofthakkede, tørrede tranebær
Lakridspulver
Saft + skal af en økologisk citron
Frysetørret hindbær
Peanutbutter
Rå kakaonips
Kanel
Nelliker
Kardemomme
Stjerneanis
Ingefær (frisk/tørret/syltet)
Cayennepeber (giver ikke så meget smag, men snarere en 'effekt')

Topping til at trille eller overtrække dem i:

Kakao
Kokos
Chokolade (lys/mørk/hvid)
Hakkede nødder (pistacie/mandel/cashew)
Krymmel
Frysetørrede bær
Tørrede, spiselige blomster

. Skrab kornene ud af vaniljestangen og blend dem med mandler, kokos og kakao.
. Hæld det over i en lille skål.
. Blend dadlerne og hæld dem over i skålen til mandelmassen.
. Tilsæt din smagsvariant og smag til.
. Ælt det hele sammen. Konsistensen skal være lige akkurat sådan, at det slipper skålen. Hvis den er for tør, kan du tilsætte en smule vand og hvis den er for fugtig, kan du tilsætte mere mandel eller kokos.
. Nu skal kuglerne rulles. Dette gør du lettest med let fugtede hænder.
. Afslutningsvist, skal kuglerne trilles eller overtrækkes i den topping du har valgt. Dette gør også, at de bliver mere håndterbare og knap så fedtede.

Mandlerne kan også byttes ud med andre nødder, fx cashew, og ligeledes kan man også tilsætte andre tørrede frugter, fx abrikos eller figen.

18. november 2013

D R I K . Varm kanelkakao på mandelmælk


En rigtig god aften er for mig en kakaoaften. Og kakaoen skal være hjemmelavet. Og den skal være krydret. For leden købte jeg mandelmælk og soyamælk af ren nysgerrighed, da jeg tænkte, at det kunne være sjovt at udforske de to mælkevarianter. Derfor endte jeg med at lave denne varme, krydrede mandelmælkskakao med lidt kanel, vanilje og chili i. Om man kan lide mandelmælk er 100 % en smagssag, så derfor vil jeg anbefale at man skifter mandelmælken ud med almindelig mælk, hvis ikke man bryder sig om det.

Til en stor kop kakao:

1 spsk ren kakaopulver med top
1 spsk sukker - evt med top hvis man er til meget sød kakao - den kan altid sødes lidt mere senere
1 knivspids stødt kanel
1 knivspids knust, tørret chili
1/4 tsk ren vanilje (vaniljepulver, ikke vaniljesukker)
3 dl mandelmælk eller almindelig mælk

. Rør de tørre ingredienser sammen i en gryde.
. Hæld mælken i lidt ad gangen, så du først får en tyk kakaomasse som derefter fortyndes lidt efter lidt. På den måde undgår du klumper.
. Varm kakaoen igennem - men den må aldrig komme til at koge!
. Pak dig ind i lune tæpper, sæt dig med en god bog og nyd din varme, krydrede kakao.