Viser opslag med etiketten kanel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kanel. Vis alle opslag

25. marts 2015

K A G E . Gluten- og laktosefri æblecupcakes


Dengang jeg var lille, ville jeg være en konditor når jeg blev stor. Jeg elskede, at bage og jeg elskede, at glæde folk med kage. Sådan har jeg det stadigvæk, så jeg bruger enhver anledning. Den sidste anledning, jeg fik, endte med at blive lidt af en udfordring. Jeg skulle bage glutenfrit. Det har jeg før gjort med brød, men aldrig med kage. Men resultatet blev fantastisk. Der sker ét eller andet når man ikke må fylde sine cupcakes med hvedemel, men man er "tvunget" til at bruge mandelmel i stedet. Og nu sidder jeg så tilbage med tanken; hvorfor bruger jeg ikke mandelmel hele tiden?!  Det er jo for lækkert! Om ikke andet, så kan jeg lige få udryddet alle fordomme om, at glutenfrit er lig med tørt og kedeligt, for det er det sidste disse cupcakes er. Velbekomme.

4 æg
85 g kokosolie
100 g rørsukker
3 tsk stødt kanel
1 tsk vanilje
1 tsk stødt ingefær
150 g mandelmel
55 g kokosmel
55 g majsmel
2½ tsk bagepulver
2-3 modne bananer
200 g gulerod
2 store æbler

. Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne sammen med sukkeret til sukkeret er opløst.
. Pisk kokosolie i.
. Bland krydderier, bagepulver, mandel-, kokos- og majsmel sammen.
. Mos bananerne og riv gulerødderne og pisk det hele sammen.
. Vask og tør piskeriset grundigt og pisk æggehviderne stive. Vend dem forsigtigt sammen med dejen.
. Skær æblerne i små tern og vend dem i.
. Fordel dejen i muffinsforme og bag dem ved 180 grader i ca 20-30 minutter.


Spis enten dine cupcakes lune og med cremefraiche til eller køl dem helt af og pynt dem med frosting. Hvis du eller dine gæster ikke spiser laktose, har jeg hørt, at man kan lave en frosting med udblødte cashewnødder i stedet for; jeg har ikke prøvet det, men det lyder lækkert.
Denne frosting er dog med laktose:

200 g flødeost naturel
50 g smør
100 g flormelis
1 tsk vanilje
Reven skal fra 1 økologisk appelsin
Evt tørret appelsin/citronskal til pynt - også øko, selvfølgelig

. Pisk flødeost, smør, flormelis og vanilje sammen og smag det til med citronskal. Pynt evt med appelsin/citronskal.

Jeg køber ofte økocitroner og-appelsiner og synes, at det er et spild ikke at bruge den lækre skal. Derfor har jeg mit rivejern stående fremme sådan, at jeg, hver gang jeg skal spise en appelsin, let kan rive skallen af først. Skallen står lige så stille på køkkenbordet og tørrer og når det er tørt, putter jeg det i en lufttæt beholder. Jeg ynder at blande både appelsin- og citronskal, men man kan selvfølgelig også dele det op hver for sig.

21. januar 2015

K A G E . Kanelsnegle med æble og marcipan


Det bedste ved Ikea er helt klart deres kanelbullar søde, krydrede og saftige. Denne saftighed har jeg uanset hvad jeg gjorde ikke kunnet få frem. Indtil nu. Hemmeligheden er: længere ned i opskriften! Prøv dem. De er himmelske. Specielt her om vinteren, varmer det med krydderier som kanel og kardemomme. Spis dem evt sammen med min hjemmelavede chaïlatte.

Dej
3 dl sødmælk
80 g smør
25 g gær
100 g havregryn
250 g reven æble
1 tsk salt
2 æg
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme
Et nip stødte nelliker
ca 700 g hvedemel

Remonce
3 revne æbler
150 g marcipan
230 g smør
120 g brun farin
1,5 spsk stødt kanel

Kagecreme
1 brev kagecremepulver
5 dl sødmælk (eller hvad der står på kagecremepakken)

. Smelt smørret og tilsæt mælken til blandingen er fingervarm.
. Hæld væsken i en stor dejskål og opløs gæren heri.
. Tilsæt havregryn, reven æble, salt, æg, kanel, nelliker og kardemomme og rør godt rundt.
. Ælt hvedemelet i lidt ad gangen - det skal slippe fingrene.
. Lad dejen hæve i 1 time med et fugtigt viskestykke over sig.
. Riv marcipan og æble og ælt det sammen med smør, brun farin og kanel i en lille skål. Stil remoncen til side.
. Pisk sødmælken sammen med kagecremepulveret og stil cremen til side. (Ja, hjemmelavet opbagt kagecreme dur også - men ikke for den dovne!)
. Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel på ca 60x40 cm. ½-1 cm høj.
. Fordel remoncen på dejen.
. Fordel kagecremen ovenpå remoncen.
. Rul dejen sammen og skær den ud i 2-3 cm tykke skiver. Læg dem tæt op ad hinanden på en bradepande beklædt med bagepapir.
. Lad sneglene hæve i ½ time og bag dem så i ved 200 grader i ca 25 minutter.

29. september 2014

G R Ø N T . Syltede, grønne tomater med vanilje


For nogle uger siden var jeg ude, at gå en tur med min kæreste. Vejret var køligt, men solrigt, så vi gik vores yndlingstur ned til kolonihaverne ved Vestre Kirkegård. Jeg gik og drømte om friskplukkede æbler og blomster i spandevis og min kæreste gik og drømte om hjemmeavlede kartofler og porrer. Heldigvis har vi en ven som har en kolonihave dernede, så ham slår vi altid lige et smut forbi når vi går den tur; han bor der det meste af sommeren og det havde jeg også gjort hvis jeg havde haft sådan et lille fristed. Man kan jo slet ikke høre bilerne der! Hver gang jeg kommer ned i kolonihaven går jeg på opdagelse, for hver gang jeg kommer der, er der dukket nye blomster eller grøntsager op af jorden, så efter at have set starten på det der næste år bliver en fin, lille, ny terasse, fik vi ellers både gule squash, en hel pose rabarber og en masse krydderier med hjem, foruden en lille, stærk, gul chili som hedder 'Fatali' - også hjemmeavl.
Da vi skulle til at sige farvel fik jeg øje på tomaterne der hang og kæmpede for at optage sommerens sidste solstråler. Der findes ikke noget så godt som søde, røde, friskplukkede tomater. Men der var også en masse grønne tomater, som så ud til ikke at ville nå, at blive røde, så jeg spurgte ham om jeg måtte få dem, hvis han da ikke selv skulle bruge dem.
Det var derfor, jeg var så heldig, at modtage en stor skålfuld fine, grønne tomater i går.
Og i dag er de blevet syltet.


Grønne tomater

Kogelage:
5 dl vand
5 dl æblecidereddike

Syltelage:
½ l kogelage
500 g rørsukker
1 stang vanilje
1-2 stang kanel
6 stjerneanis
8 kardemommekapsler
3 nelliker

Atamon

. Skyl tomaterne og prik hul på dem med en gaffel. Man kan også vælge at skære dem over, hvis de er meget store.
. Bland vand og æblecidereddiken og kog tomaterne heri i 5 minutter.
. Tag tomaterne op og stil dem til side.
. Tag ½ liter kogelage fra og tilsæt krydderierne og sukkeret. Lad det koge op og tilsæt så tomaterne og lad det koge i 5-10 minutter.
.  Med en husstand på 2 personer, tilsætter jeg atamon, men hvis du kan undgå det, så lad være. Nellikerne og sukkeret konserverer jo også.
. Fyld tomaterne på skoldede glas og fyld op med syltelage, så tomaterne er dækkede.
. Lad dem stå i mindst 4 dage før du spiser dem.

Du kan bruge dine syltede tomater i sandwich, som en chutney eller fx som tilbehør til et godt stykke kød. Jeg serverer dem også til ost.

16. december 2013

D R I K . Chaï





























Chaï er et ord fra hindi og betyder the. Men i den vestlige verden har det fået en lidt bredere betydning; jo vist er det the - helst sort-, men der er tilsat en masse krydderier og ofte også sukker og mælk. Chaï kommer i flere udgaver, men blandt de mest kendte er chaïthe og chaïlatte. For mange er chaïthe ikke noget man egentligt drikker og chaïlatte er noget pulver der kommer på dåse som man blander med mælk. Eller også giver man 35-40 kr for et glas chaïlatte på en café nede i latinerkvarteret. Det er som om romantikken er gået lidt af chaï'en - for hvor blev théen af? Og hvordan smager den når den ikke er tilberedt industrielt? Er det svært at lave selv?
Oprindeligt bliver Chaï Masala (Chaï Masala betyder the krydderiblanding) i Indien lavet ved at koge vand, mælk, sort the, sukker og hele krydderier sammen hvorefter man sier det. Det drikkes gerne af høje, slanke glas. Forskellige the-huse har deres egne blandinger, så ingen Chaï er ens. Derfor har man også ret fri tøjler når man skal prøve at lave Chaï selv. Kan du lide lakrids, så tilsæt mere anis, kan du lide den krydrede smag, kan du tilsætte mere kanel eller kardemomme. Ingefær er også lækkert at putte i og hvis man kan lide at den kradser lidt, kan man tilsætte peber. Man kan også prøve at søde Chaï'en med forskellige søde smagsgivere. Det kan være honning, sirup, muscovadosukker eller brun farin, men jeg ville ALDRIG bruge kunstige sødemidler her!
Andre krydderiidéer: vanilje, fennikel, muskatnød, koriander, lakridsrod, spidskommen, nelliker.






































Den Chaï jeg vil præsentere jer for er sød, krydret og varm i smagen. Det er en sirup propfyldt med smag som man blander i et glas varm mælk.

Chaïsirup:

15 hele kardemommefrø
15 hele nelliker
15 hele allehånde
½ muskatnød
40 cm kanelstang
8 hele stjerneanis
3-4 spsk sort, darjeeling, grøn eller earl grey the
200 g mørk muscovadosukker
5 dl vand

. Rist krydderierne i en gryde
. Mort krydderierne eller gør som jeg gjorde: put krydderierne ned i en pose og tryk den flad inden du binder knude. Put posen ned i en anden pose og tryk også den flad før du binder knude. Læg posen på gulvet, tag en kagerulle og slå løs indtil krydderierne er"gået i stykker". Pas på at du ikke slår poserne i stykker.
. Kog vand, sukker og krydderier sammen i 20 minutter og tilsæt derefter théen.
. Lad det simre i 15 minutter.
. Si sirupen og opbevar den i en rengjort flaske.






































Chaïlatte:

3 dl mælk
Chaïsirup

. Varm mælken op, men den må ikke koge. Hvis du kan lide skum, kan du piske lidt af mælken op når det bliver varmt.
. Hæld mælken i et højt glas og tilsæt sirup efter smag. Jeg bruger ca 4-6 spsk alt efter hvor stærk jeg har lyst til at den skal være.

Næste gang jeg laver denne sirup vil jeg helt sikkert prøve at putte noget ingefær i. Men jeg har på fornemmelsen, at man skal holde det rimeligt simpelt så man rigtigt får nuancerne med.

Til sommer kunne jeg forestille mig, at Iced Chaï Latte kunne blive et hit som alternativ til den populære Iced Coffee. Det skal i hvert fald prøves!

18. november 2013

D R I K . Varm kanelkakao på mandelmælk


En rigtig god aften er for mig en kakaoaften. Og kakaoen skal være hjemmelavet. Og den skal være krydret. For leden købte jeg mandelmælk og soyamælk af ren nysgerrighed, da jeg tænkte, at det kunne være sjovt at udforske de to mælkevarianter. Derfor endte jeg med at lave denne varme, krydrede mandelmælkskakao med lidt kanel, vanilje og chili i. Om man kan lide mandelmælk er 100 % en smagssag, så derfor vil jeg anbefale at man skifter mandelmælken ud med almindelig mælk, hvis ikke man bryder sig om det.

Til en stor kop kakao:

1 spsk ren kakaopulver med top
1 spsk sukker - evt med top hvis man er til meget sød kakao - den kan altid sødes lidt mere senere
1 knivspids stødt kanel
1 knivspids knust, tørret chili
1/4 tsk ren vanilje (vaniljepulver, ikke vaniljesukker)
3 dl mandelmælk eller almindelig mælk

. Rør de tørre ingredienser sammen i en gryde.
. Hæld mælken i lidt ad gangen, så du først får en tyk kakaomasse som derefter fortyndes lidt efter lidt. På den måde undgår du klumper.
. Varm kakaoen igennem - men den må aldrig komme til at koge!
. Pak dig ind i lune tæpper, sæt dig med en god bog og nyd din varme, krydrede kakao.