Viser opslag med etiketten æble. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten æble. Vis alle opslag

25. marts 2015

K A G E . Gluten- og laktosefri æblecupcakes


Dengang jeg var lille, ville jeg være en konditor når jeg blev stor. Jeg elskede, at bage og jeg elskede, at glæde folk med kage. Sådan har jeg det stadigvæk, så jeg bruger enhver anledning. Den sidste anledning, jeg fik, endte med at blive lidt af en udfordring. Jeg skulle bage glutenfrit. Det har jeg før gjort med brød, men aldrig med kage. Men resultatet blev fantastisk. Der sker ét eller andet når man ikke må fylde sine cupcakes med hvedemel, men man er "tvunget" til at bruge mandelmel i stedet. Og nu sidder jeg så tilbage med tanken; hvorfor bruger jeg ikke mandelmel hele tiden?!  Det er jo for lækkert! Om ikke andet, så kan jeg lige få udryddet alle fordomme om, at glutenfrit er lig med tørt og kedeligt, for det er det sidste disse cupcakes er. Velbekomme.

4 æg
85 g kokosolie
100 g rørsukker
3 tsk stødt kanel
1 tsk vanilje
1 tsk stødt ingefær
150 g mandelmel
55 g kokosmel
55 g majsmel
2½ tsk bagepulver
2-3 modne bananer
200 g gulerod
2 store æbler

. Del æggene i blommer og hvider. Pisk blommerne sammen med sukkeret til sukkeret er opløst.
. Pisk kokosolie i.
. Bland krydderier, bagepulver, mandel-, kokos- og majsmel sammen.
. Mos bananerne og riv gulerødderne og pisk det hele sammen.
. Vask og tør piskeriset grundigt og pisk æggehviderne stive. Vend dem forsigtigt sammen med dejen.
. Skær æblerne i små tern og vend dem i.
. Fordel dejen i muffinsforme og bag dem ved 180 grader i ca 20-30 minutter.


Spis enten dine cupcakes lune og med cremefraiche til eller køl dem helt af og pynt dem med frosting. Hvis du eller dine gæster ikke spiser laktose, har jeg hørt, at man kan lave en frosting med udblødte cashewnødder i stedet for; jeg har ikke prøvet det, men det lyder lækkert.
Denne frosting er dog med laktose:

200 g flødeost naturel
50 g smør
100 g flormelis
1 tsk vanilje
Reven skal fra 1 økologisk appelsin
Evt tørret appelsin/citronskal til pynt - også øko, selvfølgelig

. Pisk flødeost, smør, flormelis og vanilje sammen og smag det til med citronskal. Pynt evt med appelsin/citronskal.

Jeg køber ofte økocitroner og-appelsiner og synes, at det er et spild ikke at bruge den lækre skal. Derfor har jeg mit rivejern stående fremme sådan, at jeg, hver gang jeg skal spise en appelsin, let kan rive skallen af først. Skallen står lige så stille på køkkenbordet og tørrer og når det er tørt, putter jeg det i en lufttæt beholder. Jeg ynder at blande både appelsin- og citronskal, men man kan selvfølgelig også dele det op hver for sig.

28. februar 2015

D R I K . Kilde til styrke

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Ovenpå et mildest talt vildt døgn havde jeg brug for noget at styrke mig på, da jeg kom hjem. Min kæreste valgte at tage i byen og styrke sig på øl i sin 'mandeklub' mens jeg valgte en anden vej; juice.   I   A M   I N   L O V E .
Denne lille lækre sag indeholder grøntsager jeg sjældent kunne få ned rå (jo ok, spinat kunne jeg godt), men alligevel fungerer de vildt godt sammen i juice. Vi snakker spinat og knoldselleri. To super cool grøntsager med hver deres smagsnuancer - både i rå og tilberedt stand, men i juice får de altså en helt ny dimension koblet på, som jeg ikke lige havde set komme. Det skal ikke forklares. Det skal prøves.

½ agurk
2 lime
En kvart knoldselleri, lidt mere hvis du tør
2-3 æbler
6-8 frosne spinatkugler
 
. Rens agurk, knoldselleri og æbler og skær det ud i passende stykker.
. Pres lime og kør det hele igennem juiceren. Hvis ikke du ejer en juicer, kan du blende det hele sammen, evt tilsætte ½ dl vand og derefter sigte massen sådan, at du får skilt pulpen fra juicen - eller drikke det som det er, som en smoothie.
. Nyd juicen mens den endnu er kølig fra den frosne spinat.
 
Alt efter hvor hardcore en juicer man er, kan man selvfølgelig skrue op og ned for grøntsager og frugt. Men denne her kan alle være med på.
 
Ha' en dejlig weekend.

2. februar 2015

D R I K . Ingefærshot


Hver morgen starter jeg dagen med at drikke et stort glas koldt vand. Kroppen er dehydreret efter at have sovet, så jeg finder det dejligt forfriskende og faktisk mere opfriskende end kaffe, som mange foretrækker om morgenen. Men nogle gange trænger kroppen til et ekstra spark i røven, så derfor er jeg begyndt at lave ingefærshots på min slowjuicer.
Ingefær er rigtig sundt, da det indeholder mange antioxidanter som nedbryder inflammation i kroppen. Jeg drikker det som et værn mod forkølelse og generelt for at booste mit immunforsvar.
Og så smager ingefær bare vildt godt.
Her har jeg blandet det op med æble, men mange andre frugter kan også bruges.

5-10 cm ingefær alt efter hvor stærk den skal være
2 æbler - eller æblejuice (ikke fra koncentrat)
Evt saften 1 citron

. Hvis du som jeg har en juicer, så er det ret ligetil; skrab skrællen af ingefær og skær den og æblerne i passende stykker og kør den igennem juiceren sammen med citronsaften.
. Hvis ikke du har en juicer, kan du blende ingefær ned i et glas æblejuice sammen med citronsaften.
. Drik det gerne afkølet.
. Dit ingefærshot kan sagtens holde sig et par dage i køleskabet i en lufttæt beholder.

21. januar 2015

K A G E . Kanelsnegle med æble og marcipan


Det bedste ved Ikea er helt klart deres kanelbullar søde, krydrede og saftige. Denne saftighed har jeg uanset hvad jeg gjorde ikke kunnet få frem. Indtil nu. Hemmeligheden er: længere ned i opskriften! Prøv dem. De er himmelske. Specielt her om vinteren, varmer det med krydderier som kanel og kardemomme. Spis dem evt sammen med min hjemmelavede chaïlatte.

Dej
3 dl sødmælk
80 g smør
25 g gær
100 g havregryn
250 g reven æble
1 tsk salt
2 æg
1 tsk stødt kanel
1 tsk stødt kardemomme
Et nip stødte nelliker
ca 700 g hvedemel

Remonce
3 revne æbler
150 g marcipan
230 g smør
120 g brun farin
1,5 spsk stødt kanel

Kagecreme
1 brev kagecremepulver
5 dl sødmælk (eller hvad der står på kagecremepakken)

. Smelt smørret og tilsæt mælken til blandingen er fingervarm.
. Hæld væsken i en stor dejskål og opløs gæren heri.
. Tilsæt havregryn, reven æble, salt, æg, kanel, nelliker og kardemomme og rør godt rundt.
. Ælt hvedemelet i lidt ad gangen - det skal slippe fingrene.
. Lad dejen hæve i 1 time med et fugtigt viskestykke over sig.
. Riv marcipan og æble og ælt det sammen med smør, brun farin og kanel i en lille skål. Stil remoncen til side.
. Pisk sødmælken sammen med kagecremepulveret og stil cremen til side. (Ja, hjemmelavet opbagt kagecreme dur også - men ikke for den dovne!)
. Rul dejen ud på et meldrysset bord til et rektangel på ca 60x40 cm. ½-1 cm høj.
. Fordel remoncen på dejen.
. Fordel kagecremen ovenpå remoncen.
. Rul dejen sammen og skær den ud i 2-3 cm tykke skiver. Læg dem tæt op ad hinanden på en bradepande beklædt med bagepapir.
. Lad sneglene hæve i ½ time og bag dem så i ved 200 grader i ca 25 minutter.

29. september 2014

G R Ø N T . Syltede, grønne tomater med vanilje


For nogle uger siden var jeg ude, at gå en tur med min kæreste. Vejret var køligt, men solrigt, så vi gik vores yndlingstur ned til kolonihaverne ved Vestre Kirkegård. Jeg gik og drømte om friskplukkede æbler og blomster i spandevis og min kæreste gik og drømte om hjemmeavlede kartofler og porrer. Heldigvis har vi en ven som har en kolonihave dernede, så ham slår vi altid lige et smut forbi når vi går den tur; han bor der det meste af sommeren og det havde jeg også gjort hvis jeg havde haft sådan et lille fristed. Man kan jo slet ikke høre bilerne der! Hver gang jeg kommer ned i kolonihaven går jeg på opdagelse, for hver gang jeg kommer der, er der dukket nye blomster eller grøntsager op af jorden, så efter at have set starten på det der næste år bliver en fin, lille, ny terasse, fik vi ellers både gule squash, en hel pose rabarber og en masse krydderier med hjem, foruden en lille, stærk, gul chili som hedder 'Fatali' - også hjemmeavl.
Da vi skulle til at sige farvel fik jeg øje på tomaterne der hang og kæmpede for at optage sommerens sidste solstråler. Der findes ikke noget så godt som søde, røde, friskplukkede tomater. Men der var også en masse grønne tomater, som så ud til ikke at ville nå, at blive røde, så jeg spurgte ham om jeg måtte få dem, hvis han da ikke selv skulle bruge dem.
Det var derfor, jeg var så heldig, at modtage en stor skålfuld fine, grønne tomater i går.
Og i dag er de blevet syltet.


Grønne tomater

Kogelage:
5 dl vand
5 dl æblecidereddike

Syltelage:
½ l kogelage
500 g rørsukker
1 stang vanilje
1-2 stang kanel
6 stjerneanis
8 kardemommekapsler
3 nelliker

Atamon

. Skyl tomaterne og prik hul på dem med en gaffel. Man kan også vælge at skære dem over, hvis de er meget store.
. Bland vand og æblecidereddiken og kog tomaterne heri i 5 minutter.
. Tag tomaterne op og stil dem til side.
. Tag ½ liter kogelage fra og tilsæt krydderierne og sukkeret. Lad det koge op og tilsæt så tomaterne og lad det koge i 5-10 minutter.
.  Med en husstand på 2 personer, tilsætter jeg atamon, men hvis du kan undgå det, så lad være. Nellikerne og sukkeret konserverer jo også.
. Fyld tomaterne på skoldede glas og fyld op med syltelage, så tomaterne er dækkede.
. Lad dem stå i mindst 4 dage før du spiser dem.

Du kan bruge dine syltede tomater i sandwich, som en chutney eller fx som tilbehør til et godt stykke kød. Jeg serverer dem også til ost.

1. februar 2014

D R I K . Den Brune Smoothie







































Jeg sad i lang tid og funderede over hvad jeg skulle kalde denne smoothie; skulle den hedde "Slamsmoothie" fordi den ligner .. slam? Skulle den hedde "Skindet bedrager smoothie" fordi den er så grim men smager så godt? Kært barn har mange navne, som man siger, og den smager altså godt! Så valget faldt på det den er; "Den brune smoothie". Det fik jeg forresten også lige redigeret ned fra "Den lortebrune smoothie" - og det var vidst meget godt.
Denne smoothie minder meget om min Army Smoothie, men er lidt grimmere og med lidt flere ingredienser. Den smager fantastisk og kan selvfølgelig varieres ud i det uendelige med hvad man nu lige har i sit køkken.

Saften fra 3 appelsiner
2 store spsk kogte hindbær
3-5 cm ingefær
Saften fra en lime
1 banan
6 klumper frossen spinat
1 kiwi med skræl
½ æble
1/4 mango uden skræl
Evt Apollinaris eller vand og isterninger til at fortynde med

På hindbærposen står der som regel, at man skal huske at koge bærrene før brug, så for at gøre livet let for mig selv, koger jeg en pose hindbær ad gangen og opbevarer dem på køl i en lufttæt boks. På den måde har jeg altid lige lidt hindbær ved hånden enten til smoothies eller på grød eller hvad jeg nu finder på.

. Skræl ingefær og blend det sammen med hindbær og appelsinsaft.
. Si hindbærkernerne og ingefærtrådene fra.
. Skræl banan og mango og vask kiwien grundigt. Det kan være en god idé at skære enderne af kiwien, men lad ellers skrællen sidde, for det er deri det sundeste sidder.
. Blend det sammen med resten af ingredienserne og smag til.
. Hvis din smoothie er blevet for tyk, kan du, når den serveres, fortynde den lidt med vand - her kan mælk og yoghurt absolut ikke anbefales!
. Hvis du får gæster og gerne vil servere en lidt smukkere smoothie, kan du udelade spinaten. Den er udelukket med fordi den er så pokkers sund!

29. januar 2014

D R I K . Army Smoothie







































Det er ikke hver dag jeg når at lave smoothie, men gid det var, for det smager så afsindigt godt. Det er også en dejlig måde af få nogle flere grøntsager proppet ind i systemet på. Her har jeg brugt spinat - både på grund af farven, men også fordi det er så sundt. Faktisk er de bedre at bruge frossen spinat end frisk, da den nænsomme nedfrysning gør, at flere næringsstoffer er bevaret. Ofte når frisk spinat at ligge længe i plastikposen inden det bliver brugt - og dermed går en del af næringsstofferne tabt. Desuden er det så nemt med frossen spinat, for det bliver frosset ned i små kugler - så står man ikke og bakser med en hel klump, men kan bare tage den mængde man skal bruge.
Denne smoothie skulle egentligt have haft en flot græsgrøn farve, men så tabte puttede jeg to hindbær ned i blandingen og dermed var Armysmoothie skabt. Hvis du ikke er så vild med den armygrønne farve, lader du selvfølgelig bare være med at putte hindbær i.

Saften fra 2-3 appelsiner
1 banan
1 kiwi med skræl
Saften fra ½ lime
½ æble
1 hindbær
3-4 klumper frossen spinat
Evt Apollinaris eller vand

. Pres appelsinerne.
. Skræl bananen og vask kiwien grundigt. Det kan være en god idé at skære enderne af kiwien, men lad ellers skrællen sidde, for det er deri det sundeste sidder.
. Skær kernehuset ud af æblet og skær det i tern.
. Blend det sammen med resten af ingredienserne og smag til.
. Hvis din smoothie er blevet for tyk, kan du, når den serveres, fortynde den lidt med vand.






































Her har jeg fortyndet den lidt med Apollinaris - det giver et flot luksuriøst udtryk til hvis man fx har gæster - men den skal serveres straks, så skummet ikke når at lægge sig!