Viser opslag med etiketten KØD. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten KØD. Vis alle opslag
23. juni 2015
G R Ø N T . Sød kartoffel med hytteostecreme og asparges
Nu skal du få en sommerklassiker ala Maja.
Når det er varmt udenfor, er det sjældent, at jeg har lyst til store, tunge retter ala lasagne. Derimod kalder friske grøntsager og sommerens lethed på mig hvilket giver sjove, nye udfordringer i køkkenet, for hvor ville det være dejligt nemt, at leve af koldskål hele sommeren.
Denne ret er meget let, så de tunge drenge ville nok kalde dette en forret til deres grillede bøf. Dem om det.
Smagskomponenterne er i orden; den søde kartoffel spiller fint op imod den syrlige hytteostecreme, mens asparges og røget bacon bare altid går godt sammen.
2 søde kartofler
250 g hytteost
1 økologisk citron
salt og peber
1 bundt persille
1 bundt asparges
1 pakke bacon
. Skrub jord og skidt af kartoflerne uden at ødelægge skrællen. Skrællen skal fungere som en slags bagepose; derfor skal den være hel.
. Læg kartoflerne på en rist i ovnen og tænd den på 200 grader.
. Kartoflerne checkes jævnligt ved at stikke i dem med en strikkepind, kniv eller andet. Når du ikke møder modstand, er kartoflen færdig.
. Vask citronen grundigt og riv skrællen af den. Pas på med ikke at få det bitre, hvide med.
. Skyl og hak persillen. Jeg kan lide, at hakke den lidt groft, men du bestemmer selvfølgelig selv hvor fint du hakker den.
. Bland hytteost med citronskal, persille, salt og peber. Smag til - skal der citronsaft i? Andet? Når du smager den til, skal du have in mente, at den skal spises sammen med den meget søde kartoffel.
. Steg bacon på en pande og kog lidt vand i en gryde, så du er klar til at dampe dine asparges når kartoflerne er ved at være klar.
. Husk at skylle dine asparges og knække den nederste, trævlede del af. Den knækker selv der hvor den skal.
. Når kartoflerne er færdige, tages de ud af ovnen og halveres. Anret dem pænt på en tallerken med hytteostecremen og de dampede asparges og bacon.
For at fuldende middagen, ville jeg helt sikkert slutte af med masser af halverede jordbær med sukker og fløde på. God sommer!
Etiketter:
aftensmad,
asparges,
bacon,
citron,
dessert,
fløde,
forret,
GRØNT,
hovedret,
hytteost,
jordbær,
krydderurter,
KØD,
ost,
persille,
sukker,
sweet potato,
sød kartoffel,
øko
20. juni 2015
K Ø D . Burger med grillet donutfersken og oksekødsbøf
Jeg har sådan en 'more is more'-mentalitet når det kommer til burgere hvilket ofte betyder, at jeg må gabe over mere end jeg kan. Men selvom dette burgermonster er voldsomt, så er det edderbankme også lækkert! Min kæreste var lidt skeptisk i forhold til at putte grillet donutfersken i sin burger. Ham om det; han gik glip af noget helt fantastisk.
Til fire burgere:
4 burgerboller - bag selv eller køb de grove
400 g oksekød
Frisk oregano
4 tomater i tynde skiver
1 pakke bacon
1 hjertesalat
1 pakke spirer
1 bundt persille
Frisk dild
Evt timianblomster
Syltede agurker
Rødløg
1 avokado
4 bøfferskener (også kaldet donutfersken)
1 mozzarellaost
Mayonnaise
Ketchup
Salt og peber
. Start med at forberede alt det kolde tilbehør; vask og skær tomater, avokado, syltede agurker, rødløg og mozzarellaost.
. Skyl salaten og snit den fint. Skyl spirerne og hak dild og persille og bland det med salaten og timianblomsterne.
. Halvér donutferskenerne og steg dem på en tør pande ved høj varme - gerne på en grillpande hvis du har en. Pas på, at de ikke bliver sorte.
. Tag dem af når de er færdige og læg dem til side. Steg bacon på panden og læg det på fedtsugende papir når det er færdigt.
. Skyl oregano og bland det med oksekødet. Form fire store, flade bøffer og steg dem i baconfedtet.
. Rist burgerbollerne på en brødrister.
Nu skal burgeren samles!
Det gode ved burgere er, at man selv kan bestemme hvad der skal i. Velbekomme.
Etiketter:
aftensmad,
agurk,
avokado,
bacon,
blomster,
BRØD,
BURGER,
donutfersken,
fastfood,
FRUGT,
grill,
GRØNT,
krydderurter,
KØD,
løg,
mozzarella,
oksekød,
salat,
tomat
29. januar 2015
K Ø D . Kylling med hvidløg, citron og frisk rosmarin
Det er første gang jeg lægger billeder op af en utilberedt ret, men grunden er, at den bare er smukkest lige før den kommer i ovnen. Til gengæld smager retten guddommeligt i tilberedt tilstand - og måske knap så godt i rå ;)
Vi snakker kylling her. Lækker, helstegt kylling proppet med gode sager. Jeg kan lide, at give den smag både inde- og udefra, men nogle foretrækker et sprødt skind og så lader man selvfølgelig bare være med at putte citroner udenpå.
1 hel kylling, skyllet og renset for indmad
Olivenolie
2-3 økocitroner i skiver
12 fed hvidløg, hakket fint
Frisk rosmarinSalt og peber
. Forvarm ovnen på 200 grader.
. Gnid kyllingen ind i olivenolie, salt og peber både udenpå og indeni.
. Gnid herefter hvidløg på udenpå og indeni og fordel det godt.
. Stop kyllingen ud med citronskiver og rosmarin og put nogle af skiverne uden på, hvis du ønsker det. Afslut med lidt rosmarin udenpå.
. Steg kyllingen i ovnen i et ildfast fad i 45-60 minutter. Husk at tjekke om den er gennemstegt inden du serverer den.
Jeg serverer den som regel med min kærestes perlespeltsalat til - det er altid et hit. Og et godt glas vin, selvfølgelig. Opskriften på perlespeltsalat får I en anden gang.
1. oktober 2014
G R Ø N T . Indisk spinatcurry med kylling
En af de første retter min svigerfar serverede for mig, var denne indiske spinatcurry. Den blev serveret med mangochutney, brune ris og god vin til. Den blev hurtigt en af mine favoritter. Den smager simpelthen så skønt. Og så er den sund og meget kaloriefattig (afhængigt af hvor generøs man er med fløden, selvfølgelig). Inden han serverede den for mig, havde jeg aldrig spist en 'rigtig' curry før. For mig var 'curry', eller 'karry', et gult, kvalmt krydderi som jeg forbandt med "gode, gamle danske retter" som 'boller i karry' eller 'karrysalat'. Mine øjne blev åbnet for curry'ens verden og jeg forstod, at curry ikke kun behøver at være kvalmt; det kan også være ens betydende med et hus fyldt med eksotiske dufte fra alverdens krydderier - og det er jo netop det, curry er: en krydderiblanding. Heri er der brugt 'garam masala', et elsket, indisk krydderi, men jeg er sikker på, at retten også smager godt med andre (indiske) krydderiblandinger.
Forresten, så lad være med at købe 'garam masala' - det er ligesom at købe den gule karry. Lav den selv; det er nemt og tager ingen tid. Måske kommer jeg med en opskrift på en garam masala på et tidspunkt; indtil da, kan du slå den op på google.
2-3 store løg
12 fed (et helt) hvidløg
5-10 cm ingefær - være gerne generøs
Olivenolie
2 tsk rørsukker
Lidt mælk
4 kyllingebryster i mundrette tern
450-600 g hakket spinat ( helbladet er ikke lige så lækkert)
1 chili
2-3 tsk garam masala
1 dåse hakkede tomater
1 dl fløde (hvis det er lørdag, bruger vi 2,5 dl)
Citronsaft
Salt og peber
Ris eller perlespelt
Mangochutney
. Hak løg, hvidløg og ingefær fint og svits det i olivenolie i en stor gryde. Jeg bruger min minihakker; det går hurtigere.
. Tilsæt sukkeret og svits til løgene er gennemsigtige. Tilsæt lidt mælk og rør godt rundt.
. Tilsæt kyllingen og svits videre til kyllingen er blevet hvid og tilsæt så garam masala.
. Herefter skal du tilsætte resten af ingredienserne og smage retten til med citronsaft og salt og peber.
. Curry'en har kun godt af at simre, men kan også spises med det samme.
. Jeg synes, at mangochutneyen sætter prikken over i'et i denne ret, men jeg kunne forestille mig, at syltede tomater eller andre chutneys også kunne gøre det.
Etiketter:
aftensmad,
chili,
chutney,
citron,
curry,
garam masala,
GRØNT,
hvidløg,
Indien,
ingefær,
karry,
krydderier,
kylling,
KØD,
løg,
mango,
perlespelt,
ris,
spinat,
tomat
6. november 2013
K Ø D . Kyllingeburger med hjemmelavet tomatsalsa og kalkunbacon
Hvis jeg skal være sød ved min kæreste, så forkæler jeg ham gerne med en lækker hverdagsburger. Hvem siger det kun skal være sjovt i weekenden? :) I går arbejdede jeg hele dagen på et projekt i min studiegruppe, så da vi var færdige, trængte jeg til at komme et helt andet sted hen med mine tanker. Det endte op i en lækker burger med hjemmelavet tomatsalsa og guacamole til. Desværre var klokken blevet mange, så jeg nåede ikke at bage mine egne boller - den opskrift må I få en anden gang.
Til fire burgere:
4 burgerboller - bag selv eller køb de grove
1/4 agurk i tynde skiver
1 pakke kalkunbacon (eller svinebacon)
2 store kyllingebryster
½ pakke rucolasalat
God ost - lad for guds skyld være med at købe billig ost der smager som at stikke tungen ud af vinduet!
Sennep
Mayonnaise
Ketchup
Tomatsalsa:
300 g tomat (4-5 store tomater)
1 løg
2 fed hvidløg
½-1 rød chili
Lidt citronsaft
Salt og peber
Nem Guacamole:
2 modne avokadoer
1 spsk creme fraise
Lidt citronsaft
Salt og peber
. Start med at lave tomatsalsaen.
. Skær tomaterne og løget i terne og put det i en skål.
. Hak chili og hvidløg fint og put det ned til tomatblandingen.
. Smag til med salt, peber og lidt citronsaft.
. Rør grundigt rundt et par gange mens du laver guacamolen.
. Nu skal du lave guacamolen.
. Blend avokadoerne sammen med creme fraisen. Hvis ikke du har en blender, kan de moses med en gaffel.
. Smag guacamolen til med lidt citronsaft, slat og peber.
. Der skal normalt hvidløg i guacamole, men i denne burger er der hvidløg i salsaen, så det ville blive for meget med hvidløg i både salsa og guacamole.
. Hæld tomatsalsaen over i en si som du holder over vasken og put så salsaen ned i en serveringsskål.
. Skyld rucolasalaten og lad den dryppe af.
. Steg din bacon på en pande uden fedtstof. Når den er færdig, skal den over på en tallerken med køkkenrulle.
. Skær kyllingen over på langs og krydder den med salt og peber. Steg den på panden.
. Rist evt brødet på en brødrister så det bliver lunt og sprødt.
Når du har båret alt ind på spisebordet, er det bare at bygge og æde! :)
Jeg foretrækker at smørre et lille lag sennep og mayonnaise den nederste halvdel af bollen, da mayonnaisen komplimenterer den stærke sennep godt.
Jeg håber I blev inspirerede til at lave en lidt anderledes burger næste gang!
Abonner på:
Opslag (Atom)