Viser opslag med etiketten rucola. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten rucola. Vis alle opslag

11. november 2013

D Y P . Pesto

Grøn pesto kan bruges til næsten alt. Det er sundt, det er lækkert og det ser flot ud. Jeg har ofte pesto med på madpakke på en rugbrød med lidt grønt og et stykke kyllingepålæg.   Det   smager   bare   altid   godt. Derudover er det så nemt at lave, at der ikke er flere undskyldninger for at købe det færdigt. Men hvad med pinjekerner? De er ikke ligefrem su-venlige i prisen. Nej, men så er det godt, at man kan bruge mandler :)

2 potter basilikum
3 fed hvidløg
En håndfuld mandler
Parmesanost efter smag
2-3 dl olivenolie
Citronsaft
Salt og peber
. Klip basilikumplanten over 5 cm over jorden. Put blade og stængler, hele molevitten i din blender. Stænglerne kan sagtens bruges når man blender det - der sidder faktisk meget smag i dem.
. Kast en håndfuld mandler ned i blenderen også. Du kan evt riste dem lidt på en tør pande først for at fremhæve smagen.
. Skær parmesanosten ud i mindre stykker og put det ned i blenderen - du kan altid smage til med lidt mere ost.
. Pil hvidløgene og put to af fedene i blenderen. Hvis du synes din pesto mangler styrke, kan du altid tilføje det tredje fed.
. Hæld 2 dl olivenolie ned i blenderen og blend til du får en ensartet konsistens.
. Smag til med salt, peber, citron og evt mere parmesan eller hvidløg.
. Blend til du synes din pesto er fin nok i konsistensen.
.Skold et glas med lufttæt låg og opbevar pestoen der i.

Tip:
. Du kan sagtens bruge andet grønt også, eksempelvis persille, spinat eller rucola - prøv dig frem!
. Min pesto ændrer sig altid fra gang til gang fordi jeg ikke kan lade være med at eksperimentere - næste gang tror jeg der skal en smule chili i for at give den et kick.
. Vær ikke bekymret for udløbsdatoen; hjemme hos mig plejer pestoen altid at være væk inden for en uge :)
. Brug pestoen til pasta, salat, på kartofler, på kød, på brød, sammen med humus, alt hvad du kunne finde på.

6. november 2013

K Ø D . Kyllingeburger med hjemmelavet tomatsalsa og kalkunbacon

Hvis jeg skal være sød ved min kæreste, så forkæler jeg ham gerne med en lækker hverdagsburger. Hvem siger det kun skal være sjovt i weekenden? :) I går arbejdede jeg hele dagen på et projekt i min studiegruppe, så da vi var færdige, trængte jeg til at komme et helt andet sted hen med mine tanker. Det endte op i en lækker burger med hjemmelavet tomatsalsa og guacamole til. Desværre var klokken blevet mange, så jeg nåede ikke at bage mine egne boller - den opskrift må I få en anden gang.

Til fire burgere:
4 burgerboller - bag selv eller køb de grove
1/4 agurk i tynde skiver
1 pakke kalkunbacon (eller svinebacon)
2 store kyllingebryster
½ pakke rucolasalat
God ost - lad for guds skyld være med at købe billig ost der smager som at stikke tungen ud af vinduet!
Sennep
Mayonnaise
Ketchup

Tomatsalsa:
300 g tomat (4-5 store tomater)
1 løg
2 fed hvidløg
½-1 rød chili
Lidt citronsaft
Salt og peber

Nem Guacamole:
2 modne avokadoer
1 spsk creme fraise
Lidt citronsaft
Salt og peber

. Start med at lave tomatsalsaen.
. Skær tomaterne og løget i terne og put det i en skål.
. Hak chili og hvidløg fint og put det ned til tomatblandingen.
. Smag til med salt, peber og lidt citronsaft.
. Rør grundigt rundt et par gange mens du laver guacamolen.

. Nu skal du lave guacamolen.
. Blend avokadoerne sammen med creme fraisen. Hvis ikke du har en blender, kan de moses med en gaffel.
. Smag guacamolen til med lidt citronsaft, slat og peber.
. Der skal normalt hvidløg i guacamole, men i denne burger er der hvidløg i salsaen, så det ville blive for meget med hvidløg i både salsa og guacamole.

. Hæld tomatsalsaen over i en si som du holder over vasken og put så salsaen ned i en serveringsskål.
. Skyld rucolasalaten og lad den dryppe af.
. Steg din bacon på en pande uden fedtstof. Når den er færdig, skal den over på en tallerken med køkkenrulle.
. Skær kyllingen over på langs og krydder den med salt og peber. Steg den på panden.
. Rist evt brødet på en brødrister så det bliver lunt og sprødt.

Når du har båret alt ind på spisebordet, er det bare at bygge og æde! :)
Jeg foretrækker at smørre et lille lag sennep og mayonnaise den nederste halvdel af bollen, da mayonnaisen komplimenterer den stærke sennep godt.

Jeg håber I blev inspirerede til at lave en lidt anderledes burger næste gang!